Video : Tipsbladet
Generelle

Ronaldo erkender: Jeg gik i byen med paryk og falsk overskæg

Juventus-stjernen Cristiano Ronaldo afslører nu, at han en gang gik i byen iført falsk overskæg. Portugiseren endte dog med at blive genkendt alligevel.

Cristiano Ronaldo er en af de mest berømte personer på planeten, og det medfører selvsagt nogle begrænsninger, når det kommer til at bevæge sig rundt i offentligheden.

I et interview med ITV afslører Juventus-stjernen, at han på et tidspunkt kom op med en kreativ løsning, da han ønskede at tage med sin ven i byen nytårsaften.

- Jeg købte en paryk, som så bedre ud end mit eget hår. Vi tog til et hotel i centrum af Madrid, og der var en bar på øverste etage. Alle stirrede på mig i elevatoren: 'Hvem helvede er ham der?' Vi lignede rockstjerner, lyder det fra Ronaldo, der også var iklædt falsk overskæg og solbriller.

Blev opdaget
Portugiseren endte trods sin udklædning alligevel med at blive genkendt.

- Jeg havde aftalt med min ven Ricky, at vi kun skulle tale engelsk. Det var kun, da jeg gik i baren, at jeg talte portugisisk. 'Hvad skal du have?' spurgte jeg min ven. Så sagde bartenderen: 'Cristiano, jeg ved, at det er dig.' Han sagde til alle, at jeg var Cristiano Ronaldo. Jeg kunne se, at alle kiggede, også fordi jeg er så høj. Vi endte med at blive der i to timer, før jeg tog hjem igen.

Det var kort efter skiftet fra Manchester United til Real Madrid, tilbage i 2009, at Ronaldo altså valgte at gå i byen med paryk og falsk overskæg.