Video : Tipsbladet
Generelle

Ronaldo om sin værdi: Jeg havde nok kostet 2,2 milliarder

Juventus-stjernen Cristiano Ronaldo mener, at han ville være blevet solgt for mere end to milliarder kroner, hvis priserne for ti år siden havde været, som de er i dag.

Cristiano Ronaldo blev i 2009 solgt for 700 millioner kroner, da Real Madrid hentede portugiseren i Manchester United. 

Et anseeligt beløb allerede dengang, men siden da er priserne eksploderet yderligere i fodboldens verden. 

Sidste sommer betalte Chelsea eksempelvis 80 millioner euro (596 millioner kroner, red.) for målmanden Kepa Arrizabalaga. Og denne sommer har Manchester United betalt 87 millioner euro (650 millioner kroner, red.) for forsvarssspilleren Harry Maguire.

Fire gange så meget værd som en målmand
I et interview med den portugisiske tv-kanal TVI blev Cristiano Ronaldo spurgt, hvad han tror, at han ville blive solgt for i disse tider, hvis han havde været lidt yngre.

- Baseret på nutidens marked? Det er svært at udregne. Der er meget fokus på potentiale nu, og fodboldindustrien har ændret sig. Hvis man ser bort fra tilfældet med Joao Felix, så kan enhver spiller blive solgt for 100 millioner euro i disse dage, uden at skulle have vist noget. Der er flere penge i fodbold. 

- Målmænd og forsvarsspillere bliver solgt for 70 og 80 millioner euro. Det synes jeg ikke om. Men i den verden, som vi lever i, må vi leve med, at markedet er sådan. Det må vi respektere. Er der er en fodboldspiller, der har flere rekorder end mig? Jeg tror ikke, at der er en spiller, der har flere rekorder end mig. 

- Hvis en målmand er 75 millioner euro (596 millioner kroner, red.) værd... lad os sige, at jeg var 25 år i dag... en spiller, der har leveret og stadig leverer det, som jeg har leveret i de senere år, er nødvendigvis nødt til at være tre eller fire gange så meget værd (mellem 1,68 og 2,23 milliarder kroner, red.). Uden tvivl. Men jeg bekymrer mig ikke længere om den slags. 

Juventus betalte sidste sommer 100 millioner euro (745 millioner kroner), da klubben hentede Cristiano Ronaldo i Real Madrid.