Video : Tipsbladet
Generelle

Ronaldo vækker opsigt: Foretrækker oldgammel iPod

Cristiano Ronaldo foretrækker tilsyneladende at bruge retro-teknologi. Portugiseren dukkede i hvert fald op til mandagens opgør mod Cagliari med en iPod Shuffle sat fast til sit slips. Og det har fået overraskende mange fans til tasterne.

Cristiano Ronaldo sænkede mandag Cagliari med et hattrick, men portugiseren trak næsten lige så mange overskrifter med sit valg af musikafspiller på vej til stadion.

Det er efterhånden ikke så ofte, at man ser folk med iPods længere, men Cristiano Ronaldo har tilsyneladende stadig en forkærlighed for iPod Shuffle-modellen, der udkom første gang i 2005 og blev taget ud af produktion i 2017.

Fans farede til tasterne
Juventus-stjernen mødte i hvert fald op til Cagliari-kampen med en iPod Shuffle sat fast til slips, og det fik altså mange fans til at fare til tasterne.

- Vi er i 2020, og Cristiano Ronaldo bruger en iPod Shuffle, lød det ifølge Manchester Evening News fra en oprevet fan.

- Tanken om Cristiano Ronaldo, der sidder ved en gammel stationær pc og synkroniserer sin iPod Shuffle med sin seneste nøje udvalgte iTunes-spilleliste, er fantastisk, lød det fra en anden fan.

- Nu kan jeg endelig tage min iPod Shuffle i brug igen. Tak Ronaldo, lød det fra en tredje fan, der altså ellers havde pakket den gamle iPod-model væk i en skuffe.

Hattricket mod Cagliari var Cristiano Ronaldos første i Serie A, og portugiseren er nu oppe på 13 ligamål i denne sæson. Ciro Immobile topper topscorerlisten med 19 kasser. Juventus ligger på andenpladsen i tabellen med en dårligere målscore end Inter.