Video : Tipsbladet
Generelle

Ronaldos søster raser over flabet Liverpool-stjerne

Liverpool-stjernen Virgil van Dijk lavede i forbindelse med Ballon d'Or-uddelingen en joke om Cristiano Ronaldo, men det skulle hollænderen aldrig have gjort.

Mandag aften snuppede Lionel Messi sin sjette Ballon d'Or, og meget tyder på, at Cristiano Ronaldo på forhånd havde fornemmet, at han ikke lå til at vinde i år.

Portugiseren mødte således ikke op til gallaarrangementet i Paris, hvor Virgil van Dijk endte med at høste næstflest stemmer. Inden kåringen blev Liverpool-stjernen under et interview med hollandsk tv spurgt, om Ronaldos udeblivelse betød, at Virgil van Dijk så havde én rival mindre at bekymre sig om. 

- Var han overhovedet en rival, lød det ironiske svar ifølge RTL7 fra Virgil van Dijk.

Kunne ikke se det sjove
Noget tyder dog på, at Cristiano Ronaldos søster, Katia Aveiro, ikke kunne se det sjove i Virgil van Dijks morsomhed. Aveiro valgte således at gå i flæsket på hollænderen på Instagram.

- Hør her, kære Virgil. Cristiano Ronaldo var tredobbelt mester i det land, hvor du har spillet i mange år, og hvor du stadig ikke har vundet noget. Cristiano Ronaldo var endda både topscorer og ligaens bedste spiller i det land, hvor du spiller, Virgil. Og forresten var han endnu yngre end dig. 

- Derefter, kære Virgil, tog Cristiano Ronaldo andre steder hen, og blev historiens bedste spiller i en ganske bestemt klub, Real Madrid. Minder det dig om noget, Virgil? Det burde det. For den klub, med ham Cristiano, slog dig i Champions League-finalen. Og det trofæ har Ronaldo allerede vundet fem gange, Virgil. 

- Og ham Ronaldo, iført de portugisiske farver, knuste dig og dine orangeklædte venner i finalen. Var det en svær tid, Virgil? Vi har ondt af dig. Og Virgil, det var et af de mindre trofæer i hans karriere. Cristiano Ronaldo har vundet mange flere titler end dig. Er det ikke dejligt? Nå, Virgil, vind nogle store trofæer, og så kan vi tale. Når du har en håndfuld af de rigtigt vigtige trofæer, så kan du måske sidde med ved Cristianos bord.