Video : Tipsbladet
Generelle

Sådan lykkedes det PSG at snuppe Mbappé for næsen af Real Madrid

Luis Ferrer, der var med til at hente Kylian Mbappé til Paris Saint-Germain, har nu givet et indblik i, hvordan det lykkedes pariserne at snuppe det daværende Monaco-stjernefrø for næsen af Real Madrid.

Kylian Mbappé kunne være skiftet til Real Madrid tilbage i 2017, men franskmanden valgte i stedet at rykke til Paris Saint-Germain. 

Og i et interview med Goal har Luis Ferrer nu forklaret, hvordan det lykkedes Paris Saint-Germain at sikre den eftertragtede teenager, der i 2016/17-sæsonen havde fået et stort gennembrud i Monaco. 

Ferrer arbejdede i over 10 år som en del af Paris Saint-Germains rekrutteringshold, og argentineren var således med til hente Mbappé til Paris for snart fire år siden. 

- Kylian Mbappé var den vigtigste transfer, for det handlede ikke kun om penge. Det var totalt anderledes. Det tog tid. Månedsvis. Han havde lige haft en forrygende sæson i Monaco, og alle var klar over, at han var en juvel. Men vi var også klar over, at Madrid ville have ham, lyder det således fra Ferrer.

- Madrid var med i kapløbet, og det kunne vi ikke stoppe på nogen som helst måde. Det eneste, de behøvede at gøre, var at trykke på knappen. Omvendt havde vi lige gennemført verdenshistoriens største indkøb, Neymar, så vi kunne ikke købe Mbappé, på grund af reglerne om Financial Fair Play. 

- Vi var nødt til at udtænke geniale idéer, for at få det til at lykkes. Alle samarbejdede, for at få det til at lykkes. Jeg må også understrege, at der ikke var en agent involveret. Hvis der havde været en agent involveret, så ville det have været umuligt. Der var ingen transfersum den første sæson, men i stedet en lejeaftale. Der var dog en klausul om, at et permanent køb var obligatorisk, medmindre hans præstationer tog et dyk. 

Lovede Mbappé startplads
Ifølge Luis Ferrer var det rigtigt nok, at Kylian Mbappé allerede tilbage i 2017 havde en drøm om at spille for Real Madrid. Ferrer havde dog held med at forklare Mbappé, hvorfor det var klogere at skifte til Paris Saint-Germain.

- Min idé var at overtale Mbappé til at skifte til PSG først, fordi VM nærmede sig, samt at garantere ham en plads i startopstillingen, hvilket Madrid ikke ville kunne love ham, selvom jeg selvfølgelig ikke kan udtale mig på deres vegne.

- Men vi kunne komme med den garanti, fordi vi troede på hans talent. Det er et meget sjældent talent. Det er den eneste gang, at jeg har lovet en spiller, at de helt sikkert ville komme til at spille. Normalt er det op til træneren, men fordi Unai (Emery, red.) var involveret i samtalerne... der er mange detaljer, og vi kunne bruge lang tid på at tale om det. Men det, jeg fortæller dig nu, har ikke været særligt omtalt. 

Goal reporterede tidligere på ugen, at Kylian Mbappé er gået på boligjagt i Madrid. Luis Ferrer arbejder ikke længere for Paris Saint-Germain, men argentineren slår fast, at Mbappé har udskudt en beslutning om fremtiden indtil videre.