Sarri efter 6-0-ydmygelse: Jeg hører aldrig fra Abramovich
Foto: Getty Images
Generelle

Sarri efter 6-0-ydmygelse: Jeg hører aldrig fra Abramovich

Chelsea-træneren ved ikke, om han kan forvente en fyreseddel efter det store nederlag til Manchester City.

Chelsea-træner Maurizio Sarri fortæller nu, at han aldrig hører fra klubbens ejer, Roman Abramovich, og træneren insisterer derfor på, at spørgsmål til hans fremtid bliver rettet til klubben i stedet.

Chelsea tabte søndag 6-0 til Manchester City, og ligger nu på sjettepladsen i Premier League-tabellen. Den italienske træner ved ikke, om han kan forvente et opkald fra klubpræsidenten.

- Hvis præsidenten ringer, så vil jeg blive glad, for jeg hører aldrig fra ham. For at være ærlig, så ved jeg ikke, hvad jeg skal forvente, siger Sarri til Sky Sports.  

Kender ikke sin fremtid
Chelsea har tabt holdets tre seneste udekampe i Premier League. I de tre kampe har holdet indkasseret tolv mål, uden selv at komme på tavlen. 

På sit pressemøde inden City-kampen erkendte Sarri, at hans fremtid var på spil.

- Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, I må spørge klubben. Jeg er bekymret for mit hold og præstationerne. Mit job er altid på spil. Så det bekymrer jeg mig ikke om. I må spørge klubben. 

6-0-nederlaget til Manchester City var Chelseas største nederlag siden 1991, og Sarri vil ikke skjule, at ydmygelsen kan blive svær at komme videre fra.

- Vi er nødt til at finde en forklaring i løbet af de næste timer. Min fornemmelse før kampstart var god, ligesom den var i ugens løb. Vi indkasserede et dumt mål i de første minutter, og det påvirkede os i hele kampen. Manchester City spiller fantastistisk fodbold, og jeg så et ekstraordinært hold. Vi gik totalt i sort. Kampe som denne kan efterlade et ar. Det vil ikke blive let at rejse sig fra det her. I fodbold løber man også ind i store nederlag. I pausen sagde jeg til spillerne, at hvis vi var i stand til at reagere, ville vi komme tilbage stærkere end nogensinde.