Video : Tipsbladet
Generelle

Sarri revser Juventus-stjerne: Han kan ikke spille så dårligt, som han gjorde

Juventus-cheftræner Maurizio Sarri er nu ude med riven efter midtbanespilleren Miralem Pjanic, som ifølge Sarri var inde i en periode med skidt form, inden sæsonen blev sat på pause.

Miralem Pjanic har i den seneste tid været rygtet til Barcelona, og nu må bosnieren så finde sig i at blive kritiseret offentligt af Juventus' cheftræner, Maurizio Sarri.

Pjanic var således ikke i flyvende form, inden coronaviruspandemien satte sæsonen på pause. Bosnieren blev eksempelvis udskiftet blot fem minutter inde i anden halvleg i 2-1-nederlaget til Napoli, og blev ligeledes hevet tidligt ud i 1-0-nederlaget til Lyon i Champions League. 

- Miralem er en fantastisk spiller. Han kan ikke underpræstere i fire eller fem kampe, som han gjorde. Jeg har talt med ham om det. Han var ikke i stand til at komme sig over nogle dårlige kampe, lyder det ifølge Sky Sport Italia fra Sarri.

- Han er nødt til at forstå, at han er en glimrende spiller, som kan begå fejl. Han er nødt til at komme med en reaktion.

Alt kan ske
Serie A bliver genoptaget om lidt over en uge, og der er lagt op til en intens slutspurt mellem Juventus og Lazio. Torino-klubben har således blot et enkelt point ned til Simone Inzaghis tropper i tabellen. Og derfor vil Sarri da heller ikke tage noget for givet.

- Med 12-13 kampe tilbage kan alt ske. Det er meget nemt at smide point på nuværende tidspunkt. Ingen ved, hvor vi står. Det kan vi kun finde ud af på banen, lyder det fra Maurizio Sarri.

Juventus' første ligakamp efter pausen bliver på mandag den 22. juni, hvor Cristiano Ronaldo og kompagni gæster Bologna. I aften står Sarris mandskab dog overfor AC Milan i Coppa Italia-semifinalen.