Det har unægteligt set voldsomt lovende ud i Manchester United, siden man hentede Bruno Fernandes til Old Trafford i januar-transfervinduet. Ole Gunnar Solskjærs tropper er nu ubesejret i seksten kampe, og det har fået flere til at udtrykke tillid til De Røde Djævle mesterskabschancer i næste sæson.
Ifølge den sædvanligvis ganske kritiske Paul Scholes, er det da bestemt heller ikke umuligt at hamle op med Liverpool.
- Der er et stort hul at lukke, ingen tvivl om det. Pointforskellen er latterlig og Manchester Citys kvalitet er også åbenlys for alle. Men jeg tror virkelig ikke, de (United, red.) er en million kilometer væk. Vi har talt om, at de havde brug for fire eller fem spillere, men jeg tror kun, det er to eller tre nu, siger Scholes til BBC.
- Jeg mener, man skal kigge efter en frontangriber - en virkelig elegant målscorer - og muligvis en midterforsvarer ved siden af Maguire.
Lindelöf har i denne sæson dannet makkerpar med netop Harry Maguire, men ifølge Scholes komplementerer svenskeren Maguire dårligt.
- Hør, jeg synes Lindelöf har gjort det fint, men jeg mener bare, at Maguire med hans mangel på fart kan blive fanget nogle gang. Hvis han har en virkelig dominerende midterforsvarer ved siden af ham, såsom Rio Ferdinand eller Jaap Staam, som slås med angriberne, så ville det være en stor hjælp for holdet.