Video : Tipsbladet
Generelle

Se klippet: Heldig Ronaldo slap for rødt kort

Cristiano Ronaldo blev den store helt i Portugals VM-kvalifikationskamp mod Irland, men Manchester United-stjernen skal umiddelbart være glad for, at han ikke var blevet udvist inden da.

Cristiano Ronaldo sænkede onsdag Irland med to kasser i de absolut sidste minutter af VM-kvalifikationskampen i Algarve. 

En hård skæbne for de irske fans, og nogle af dem vil nok argumentere for, at Cristiano Ronaldo slet ikke burde have været på banen på det tidspunkt. Blot et kvarter inde i opgøret var Manchester United-stjernen således involveret i en episode, der reelt kunne have resulteret i et rødt kort. 

Blev rasende på irer
Portugal fik således tilkendt et straffespark, efter at Bruno Fernandes blev nedlagt, og Cristiano Ronaldo lagde således bolden til rette på straffesparkspletten. 

- Irland-forsvareren Dara O'Shea besluttede sig for at indlede nogle mind games, mens Ronaldo stod og ventede. Forsvarsspilleren prikkede således bolden væk fra pletten på flabet vis, og Ronaldo var ikke begejstret. Den tidligere Real Madrid- og Juventus-stjerne daskede således vredt til O'Shea, hvilket fik West Bromwich-spilleren til at tage sig til hovedet i smerte, lyder det således fra The Sun

Interessant nok valgte VAR-dommeren dog ikke at gribe ind i situationen, hvorfor Cristiano Ronaldo altså kunne blive på banen og tage sig af straffesparket, som han dog brændte. 

Irland bragte sig efterfølgende foran med 1-0 inden pausen, men i de allersidste minutter lykkedes det altså Cristiano Ronaldo at udligne, for derefter at heade sejrsmålet hjem dybt inde i overtiden. Med 111 landskampsmål er Cristiano Ronaldo nu den spiller i historien med flest scoringer for sit landshold. 

(Se episoden med Cristiano Ronaldo og Dara O'Shea i videoen i toppen af artiklen).