Video : Tipsbladet
Generelle

Se listen: Barça overvejer fire forskellige Suárez-afløsere

Luis Suárez fylder 33 år til januar, og selvom uruguayaneren gør det godt for tiden, er man i Barcelona klar over, at der skal hentes en afløser enten i 2020 eller i 2021.

Barcelona sikrede sig i sommer to markante forstærkninger i form af Antoine Griezmann og Frenkie de Jong, men ifølge den spanske avis Mundo Deportivo leder katalanerne efter endnu et stort navn, som afløser for Luis Suárez.

Uruguayaneren bliver 33 år til januar, og det ligger således i kortene, at målræven skal afløses enten til sommer eller i 2021. I skrivende stund er Suárez' form ganske god, hvilket altså kan betyde, at Barcelona venter indtil 2021 med at spendere stort på en afløser.

Mbappé er drømmen
Ifølge Mundo Deportivo har topfolkene i Barcelona en liste over fire navne, som man anser for kvalificerede afløsere for Luis Suárez.

Den helt store drøm i klubbens ledelse er at hente Kylian Mbappé. Der er dog en anerkendelse af, at det blive usandsynligt vanskeligt at hente den 20-årige franskmand næste sommer. I 2021 har franskmanden dog kun ét år tilbage af sin kontrakt, hvilket vil gøre et køb noget mere realistisk. Et andet problem er selvsagt, at rivalerne fra Real Madrid også følger franskmanden tæt.

Kigger på Kane
Tottenham-stjernen Harry Kane indgår også på listen, selvom englænderen også regnes for at være ekstremt dyr.

Den 26-årige Kane har en kontrakt, der løber indtil 2024. Englænderen har kvaliteterne til at indgå i Barcelonas pasningsspil, og er samtidig en klinisk angriber. Kane vurderes dog til at være næsten lige så svær at hente som Mbappé.

To mere realistiske navne
De to sidste navne på listen vurderes at være mere realistiske. 

Manchester United-stjernen Marcus Rashford regnes således for at være en spiller, som Barcelona-ledelsen holder øje med. Rashford forlængede dog for nyligt sin kontrakt til 2023, hvilket gør, at et skifte til næste sommer næppe kommer på tale. 

Den sidste mand på listen er argentinske Lautao Martinez. Inter-angriberen scorede for nyligt mod Barcelona i Champions League, og har gået godt i spænd med Lionel Messi på det argentinske landshold.