Video : Tipsbladet
Generelle

Se listen: De mærkeligste stemmer fra Ballon d'Or-afstemningen

Journalister fra hele verden får lov til at afgive stemmer i Ballon d'Or-afstemningen. Og det er langt fra alle stemmer, der virker til at give den helt store mening.

Lionel Messi vandt mandag Ballon d'Or for sjette gang i karrieren, da argentineren snuppede 686 point i afstemningen, mens Liverpools Virgil van Dijk måtte nøjes med 679 point. 

Cristiano Ronaldo snuppede tredjepladsen med 476 point. 

Der er således tale om en top-tre, som de fleste mennesker kan erklære sig nogenlunde enige i. Journalister fra hele verden afgiver deres stemmer i afstemningen, og i år var der således flest, der mente, at Lionel Messi har været bedst i år. 

Lloris som verdens tredjebedste spiller?
Tipsbladets chefredaktør Troels Bager Thøgersen havde stemt på Lionel Messi som nummer ét, Virgil van Dijk som nummer to og Cristiano Ronaldo som nummer tre. I andre lande var der dog journalister, der afgav mere uortodokse stemmer.

Den udvalgte journalist fra Elfenbenskysten havde således Alisson som nummer ét. Den egyptiske journalist havde ikke overraskende Mohamed Salah som nummer ét, og Lionel Messi helt nede på fjerdepladsen.

Den finske journalist havde Dusan Tadic fra Ajax på fjerdepladsen, mens den italienske journalist havde Frenkie de Jong på andenpladsen.

Journalisten fra Togo havde valgt Hugo Lloris på tredjepladsen. 

Den mest spøjse af alle stemmer kom dog fra journalisten fra Sri Lanka, der havde Trent Alexander-Arnold som nummer ét, efterfulgt af Pierre-Emerick Aubameyang på andenpladsen.