Video : Tipsbladet
Generelle

Se listen: Bayern München jagter disse 10 spillere

Konkurrenterne er ved at hale ind på sydtyskerne, som leder desperat efter offensive stjerner.

Bayern München vandt i sidste sæson det tyske mesterskab for syvende gang i træk, men alligevel var der tale om en lidt sløj sæson fra sydtyskernes side.

Der var således tale om en væsentligt mere kneben triumf i forhold til sæsonen før. I 2017/18-sæsonen vandt Bayern München mesterskabet med 21 point ned til Schalke 04, mens afstanden ned til Dortmund i sidste sæson blot var på to point.

Har sagt farvel til flere profiler
Konkurrenterne er således ved at hale ind på Bayern München, der samtidig har sagt farvel til profiler som Arjen Robben, Franck Ribery, Mats Hummels og James Rodriguez.

De to franske forsvarsspillere Lucas Hernandez og Benjamin Pavard er til gengæld blevet hentet ind, men sydtyskerne leder stadig med lys og lygte efter forstærkninger til offensiven.

Og den tyske journalist Christian Falk, der er fodboldchef på avisen Sport Bild, og er kendt for sin troværdighed om Bayern-transfers, har nu givet et indblik i storklubbens transferplaner.

Går benhårdt efter fløjspillere
Ifølge Falk har Bayern München udarbejdet en liste med ti spillere.

Der er tale om en liste med to niveauer. På listen over de mest ønskede spillere er der tre navne: Leroy Sané (Manchester City), Ousmane Dembele (Barcelona) og Callum Hudson-Odoi (Chelsea).

Listen over øvrige, og lidt mindre presserende, transfermål inkluderer således syv spillere: Hakim Ziyech (Ajax), Yannick Carrasco (Dalian Yifang), Steven Bergwijn (PSV Eindhoven), Leon Bailey (Leverkusen), Dani Olmo (Dinamo Zagreb), Marc Roca (Espanyol) og Mario Mandzukic (Juventus).