Video : Tipsbladet
Generelle

'Sensationel' Eriksen mangler stadig én vigtig ting

Den italienske avis La Gazzetta dello Sport har inkluderet Christian Eriksen på en liste over 10 Serie A-spillere, der på overraskende vis har kæmpet sig tilbage fra bænken.

Det var nok kun de største jubeloptimister, der omkring årsskiftet ville have argumenteret for, at Christian Eriksen skulle blive en stort set fast del af Antonio Contes foretrukne startellever i foråret. 

I november, december og januar startede den danske landsholdsprofil således blot inde i én ud af 13 Serie A-kampe. I dag er situationen dog helt anderledes, idet Eriksen har fået spilletid i samtlige af Inters seneste syv kampe. I fem af disse har danskeren spillet fra start. 

Kufferterne var pakket
Og heller ikke den berømte Milano-avis La Gazzetta dello Sport havde set for sig, at Christian Eriksens situation på kort tid ville blive vendt fuldstændigt på hovedet. Avisen har således inkluderet den 29-årige dansker på listen over 10 Serie A-spillere, der på uventet vis har kæmpet sig tilbage fra en bænkerolle. 

- Det er tid til landsholdspause og tid til at gøre status. En uforudsigelig sæson som denne har givet mange spillere muligheden for at komme tilbage og vise deres værd, efter at være blevet henvist til bænken, lyder det fra La Gazzetta dello Sport. 

På listen finder man blandt andet Milans Hakan Calhanoglu, Juventus' Danilo, Napolis Hirving Lozano - og Inters Ivan Perisic og Christian Eriksen. 

- Det er sandt, at hans tal så anderledes ud i Tottenham. Mens han genopblomstring efter vinterens transfervindue har været sensationel. Han havde kufferterne pakket og klar, men flyet lettede ikke, og han formåede at genvinde Antonio Contes tillid, lyder La Gazzetta dello Sports analyse af Eriksen.

- Conte valgte at bruge ham på mezzala-positionen med ansvar for at fordele spillet, i stedet for på den 10'er-position, som aldrig fungerede. Nu spiller danskeren med ro, og han har endelig lagt kontroverserne og de tomme ansigtsudtryk bag sig. Nu mangler vi kun at finde en måde, hvor han kan få implementeret det, der gjorde ham til en af verdens bedste offensive midtbanespillere - de berømte 'Eriksen-langskud'. 

Christian Eriksen har da også blot scoret fem mål i 50 kampe for Inter (0,1 mål per kamp), mens danskeren i Tottenham scorede 69 mål i 305 kampe (0,22 mål per kamp). 

Den tidligere Juventus- og Milan-cheftræner Massimiliano Allegri forklarede i weekenden, hvorfor Antonio Conte har taget den rette beslutning ved at flytte Christian Eriksen længere tilbage på banen. Det kan du læse om her