Video : Tipsbladet
Generelle

Sergio Ramos: Håber vi henter Eden Hazard

Eden Hazards skifte til Real Madrid ser for alvor ud til at nærme sig. Real Madrid-kaptajn Sergio Ramos udtaler nu, at han håber på at se belgieren på Bernabéu i næste sæson.

Tidligere på ugen fortalte Real Madrid-præsident Florentino Perez, at Sergio Ramos havde fået tilbud fra Kina, men torsdag slog kaptajnen fast, at han har tænkt sig at spille i Real Madrid, indtil han lægger støvlerne på hylden.

På torsdagens pressemøde udtalte Ramos sig også om det mulige køb af Chelsea-stjernen Eden Hazard, der onsdag scorede to gange i Europa League-finalen.

En topspiller
Efter slutfløjtet sagde Hazard, at han regner med et skifte til sommer. Og Ramos vil ikke lægge skjul på, at han meget gerne ser belgieren på Bernabéu til sommer.

- Eden Hazard er en topspiller, som vil give os meget. Jeg håber, at han kommer. Han ville kunne bidrage med meget, lyder det ifølge Daily Mail fra Sergio Ramos.

Bliver i Real Madrid
Ramos sluttede pressemødet af med at slå fast, at han bliver i klubben, og at han ser frem til at følge sommerens transfervindue.

- Jeg bliver i Real Madrid. Jeg tager på ferie nu, og når jeg kommer tilbage, glæder jeg mig til at se, hvem vi har købt, og ikke har købt. Jeg har ikke tænkt mig at forlænge min kontrakt. Jeg er tilfreds med min nuværende kontrakt, og jeg håber, at jeg nu kan lukke ned for spekulationerne.