Video : Tipsbladet
Generelle

Sergio Ramos raser mod dommer: Ville bare hylde min nevø

Den spanske landsholdskaptajn er bitter over, at han fik et gult kort for at sende en hilsen til sin nevø, som bruger briller.

Det spanske landshold var torsdag aften i en rumænsk heksekedel i Bucharest, hvor Robert Morenos tropper sluttede kampen en mand i undertal.

Midterforsvareren Diego Llorente fik således et direkte rødt kort med 10 minutter igen, hvor Spanien var foran med 2-1. Gæsterne formåede dog at holde føringen hjem, og fører såleds fortsat deres EM-kvalifikationsgruppe foran Sverige på andenpladsen.

Sergio Ramos bragte sit hold i front i første halvleg, da anføreren omsatte et straffespark. Efterfølgende fik Real Madrid-stjernen dog et gult kort for sin jubelscene, hvor han tog sine hænder op foran sine øjne, som om han kiggede i en kikkert. 

Sergio Ramos er dog yderst fortørnet over, at han fik en advarsel i situationen. Ifølge forsvarsspilleren var der således bare tale om en hyldest til hans nevø.

- Det gule kort kom efter noget forvirring. Det var for at hylde min nevø. Vi bruger begge briller, og det var en hilsen til ham. Jeg gjorde det for at opmuntre ham, og for at dedikere målet til ham. Dommeren troede, at jeg prøvede at provokere tilskuerne, lyder det ifølge Daily Mirror fra Sergio Ramos. 

Kepa reddede dagen
Sergio Ramos forklarer, at dommeren efterfølgende gav ham en undskyldning, da forsvarsspilleren forklarede jubelscenen i pausen.

Dortmund-bomberen Paco Alcacer udbyggede Spaniens føring i begyndelsen af anden halvleg, inden Galatasaray-angriberen Florin Andone altså fik reduceret. 

Chelsea-målmanden Kepa Arrizabalaga hev en stor redning frem i slutminutterne, og sikrede dermed sejren. Spanien har nu maksimumpoint efter fem kampe. På søndag venter en hjemmekamp mod Færøerne.