Zlatan Ibrahimovic blev endnu engang redningsmanden for AC Milan, da svenskeren i søndagens udekamp mod Udinese leverede et akrobatisk sejrsmål i slutminutterne.
Den 39-årige Ibrahimovic indtager dermed førstepladsen på topscorerlisten i Serie A, hvor svenskeren nu er noteret for syv scoringer i seks kampe. AC Milan indtager stadig førstepladsen, med fem sejre i seks kampe.
'Long time, no see'
Og noget tyder på, at Zlatan Ibrahimovic nu er begyndt at drømme om et comeback på det svenske landshold inden EM-slutrunden til sommer, hvor Sverige er i gruppe med Spanien, Polen og endnu ikke fundet modstander.
På Instagram har Ibrahimovic således delt et billede af sig selv i den svenske landsholdstrøje. 'Long time, no see', har Ibrahimovic skrevet i teksten til billedet.
Efter 62 mål i 116 kampe indstillede Zlatan Ibrahimovic ellers landsholdskarrieren efter EM 2016.