Video : Tipsbladet
Generelle

Potentiel skandale: Italiensk storklub anklaget for at forfalske corona-tests

Serie A-klubben Lazio er angiveligt mistænkt for at have forfalsket coronavirus-tests.

Den italienske avis La Gazzetta dello Sport skriver tirsdag, at Lazio har fået beslaglagt 95 coronatests, fordi klubben er under mistanke for at forfalske resultaterne, så man ikke skulle undvære flere spillere i søndagens opgør mod Juventus. 

Myndighederne i Italien har således indledt en undersøgelse af coronavirus-situationen i Lazio. Ifølge avisen La Repubblica brugte Lazio laboratoriet Futura Diagnostica til at teste spillertruppen, og her kom alle prøverne tilbage negative. 

Efterfølgende blev Lazio-truppen dog også testet på det såkaldte Biomedical Campus i Rom, og her testede tre af spillerne positiv, herunder stjernen Ciro Immobile og den tidligere Liverpool-spiller Lucas Leiva. Både Leiva og Immobile missede derfor Juventus-kampen, og det samme gjorde målmanden Thomas Strakosha. 

Besynderlig udtalelse fra klubpræsident
Ifølge Football Italia har flere italienske medier reporteret, at Lazio lige nu mistænkes for forfalskning af prøverne. Lederen af Futura Diagnostica er angiveligt mistænkt for at være involveret. Der er således tale om en alvorlig sag, hvis Lazio har forsøgt at skjule, at flere af spillerne havde coronavirus. 

Det er ikke mere end et par dage siden, at Lazio-præsident Claudio Lotito rasede over de positive tests i klubben. Lotito kom således med en udtalelse, der i visse medier er blevet tolket som en indrømmelse af forfalskningen af prøverne.

- Jeg har allerede sagt det. Det er som et magisk trick. Hvad betyder positiv overhovedet? Positiv betyder smitsom, ikke? Der findes også bakterier i alle kvinders vaginaer, men det betyder ikke, at de er giftige. Kun i visse tilfælde bliver de giftige, lød den besynderlige sammenligning, ifølge Goal, fra Lazio-præsidenten.