Video : Tipsbladet
Generelle

Skød med pistol på hospital: Tidligere Barça-stjerne får betinget dom

Det skabte skræk og rædsel på et tyrkisk hospital, da den tidligere Barcelona-stjerne Arda Turan affyrede en pistol i raseri. Midtbanespilleren har nu fået sin straf.

(Opdatering klokken 13.49: Der er tale om en betinget fængselsstraf til Arda Turan, der dermed undgår at komme i fængsel i denne omgang, såfremt han undlader at begå yderligere kriminalitet i løbet af de næste fem år).

Efter fire imponerende sæsoner i Atlético Madrid blev Arda Turan i 2015 solgt til Barcelona, men tyrkeren slog aldrig igennem på Camp Nou.

Sidste år blev Turan så udlejet til Istanbul Basaksehir, og her er tingene gået yderligere ned ad bakke for midtbanespilleren.

Affyrede pistol i vildelse
Turan fik i vinter rodet sig ud i en vanvittig situation, hvor stjernen skabte panik på et hospital ved at skyde med en pistol i vildelse.

Og den groteske opførsel kommer nu til at få konsekvenser for Turan. BBC reporterer således, at Turan er blevet idømt en fængselsdom på to år og otte måneder.

Turan blev kendt skyldig i at 'skyde med en pistol i frygt, angst eller panik, samt besiddelse af et ulovligt våben, samt intentionel forvoldelse af skade'.

Arda Turan blev frikendt for at have begået sexchikane.

Turan har erkendt, at han begik en fejl, men understreger, at han prøvede at forsvare sig selv mod nedladende kommentarer.

En bizar tvist
Ifølge den spanske avis AS startede hele affæren med, at Arda Turan forsøgte at lægge an på hustruen til den kendte tyrkiske sanger Berkay Sahin.

Da Sahin brokkede sig over Turans opførsel, valgte midtbanespilleren at brække sangerens næse med et knytnæveslag.

Sahin blev herefter indlagt på hospitalet, men Turan var tilsyneladende ikke færdig med sangeren. Turan valgte således at dukke op på hospitalet, hvor han havde medbragt en pistol, som han gav til Sahin. Turan fortalte herefter sangeren, at han bare kunne skyde ham, hvis det var det, han ønskede.

Sahin valgte at tage pistolen ud af Turans hænder, hvorefter han bad Turan om at forlade lokalet. Turan blev dog herefter rasende, og fik herefter tiltusket sig pistolen igen. Turan affyrede herefter pistolen ned i gulvet, hvilket altså skabte panik på hospitalet.