Solskjær i boligproblemer: Liverpool-stjerne har overtaget nordmandens hus
Foto: Getty Images
Generelle

Solskjær i boligproblemer: Liverpool-stjerne har overtaget nordmandens hus

Manchester United-cheftræneren har boet på hotel siden december, men nordmanden kan ikke flytte tilbage i sin luksusvilla, fordi han har lejet den ud til Virgil van Dijk.

Ole Gunnar Solskjær har boet på hotel, siden han i december blev ansat som midlertidig Manchester United-cheftræner, og nordmanden har i et stykke tid været på udkig efter en mere permanent bolig.

Faktisk ejer Solskjær en luksusvilla til en værdi af 35 millioner kroner i Manchester-området. Problemet er bare, at villaen er lejet ud til Liverpool-profilen Virgil van Dijk, som ikke har planer om at flytte ud.

Der er tale om en villa på over 4000 kvadratmeter, der har fem soveværelser, pool og træningscenter. Den engelske avis The Sun har talt med en anonym kilde om Solskjærs boligsituation.

- Det er den ejendom, som Ole og hans familie boede i, da han var United-spiller. Da han flyttede, blev den sat til salg. Men da der ikke kom nogen købere på banen, blev den udlejet. Og da van Dijk skiftede til Liverpool, så kiggede han på huset og blev vild med det. Ole troede formentlig ikke, at han nogensinde skulle tilbage til Manchester, men nu er det virkelig ironisk, at han ikke kan flytte tilbage i sit gamle hus, som han stadig ejer. For dem, der ved, at van Dijk er lejeren, er det ret sjovt - en spiller fra en af Uniteds værste rivaler.

Mens Ole Gunnar Solskjær altså kigger efter en mere permanent boligsituation, så valgte hans forgænger, José Mourinho, at tilbringe to-et-halvt år på The Lowry Hotel, hvilket kostede portugiseren en regning på syv millioner kroner.