Video : Tipsbladet
Generelle

Spanien-chef forsvarer landstrænerskifte: Ingen kan føle sig snydt

Det spanske fodboldforbunds præsident forsvarer beslutningen om at udskifte Robert Moreno med Luis Enrique.

Et halvt år efter at han officielt stoppede som spansk landstræner, har Luis Enrique igen overtaget styringen af det spanske landshold.

Rygtet begyndte at florere i spanske medier efter Spaniens storsejr mandag aften, og tirsdag eftermiddag kunne det spanske fodboldforbund så bekræfte, at Enrique erstatter Robert Moreno som Spaniens landstræner.

Ifølge flere medier var Robert Moreno skuffet og såret over beslutningen, men det spanske fodboldforbunds præsident, Luis Rubiales, forsvarer nu trænerskiftet.

- Vi ønsker, at sandheden skal frem i lyset. Det her er første gang, at forbundet taler. Den 19. juni forklarede jeg, at Robert Moreno ville overtage landstrænerjobbet. Vi gjorde det klart på det tidspunkt, at Luis Enrique ville være velkommen tilbage. Ingen kan føle sig snydt her. Der har været klarhed hele tiden, siger Luis Rubiales ifølge Sport.

Rubiales forklarer samtidig, at Robert Moreno selv fortalte det spanske fodboldforbund, at Luis Enrique var interesseret i et comeback. Efterfølgende tilbød Moreno også at gå af, da han ikke vil stå i vejen for Enrique, lyder det fra Rubiales.

- Ingen havde forhandlet med Luis Enrique eller med nogen anden. Men mandag modtog vi en besked fra Robert Moreno om morgenen. Han sagde til os, at han ville blive enig om hans fratrædelse og ikke stå i vejen for Luis Enriques tilbagevenden. Han fortalte os på kampdagen (mandag, red.), at han ville forlade jobbet, siger Rubiales.

Robert Moreno var assistent til netop Luis Enrique, før han officielt overtog landstrænertjansen i sommeren 2019.