Video : Tipsbladet
Generelle

Rasende Bayern-boss: Vi saboterer landsholdet, hvis Neuer bliver droppet

Ingen Bayern München-spillere vil få lov til at optræde for det tyske landshold, hvis Manuel Neuer mister sin rolle som førstemålmand. Sådan lyder det nu fra Bayern München-bossen Uli Hoeness.

I Tyskland raser der i disse dage en debat om, hvem der bør være førstemålmand på landsholdet.

Barcelona-keeperen Marc-André ter Stegen har udtalt, at han er tæt på at blive 'drevet til vanvid' af at sidde på bænken. Det fik efterfølgende Manuel Neuer til at omtale Barcelona-profilen som 'ukollegial.'

Bayern München-bossen Uli Hoeness blandede sig efterfølgende i debatten ved at slå fast, at Marc-André ter Stegen bare skal klappe i, og acceptere, at Neuer altid vil være den bedste målmand af de to.

Vil aldrig acceptere Neuer-fravalg
Hoeness er dog ikke færdig med at rase over sagen. I et interview med Bild blev Bayern-bossen således spurgt, om affæren kan sammenlignes med striden tilbage i 2006, hvor Oliver Kahn og Jens Lehmann kæmpede om pladsen som førstevalg, forud for VM-slutrunden i Tyskland.

- Nej. Men vi vil aldrig nogensinde acceptere, at der bliver skiftet ud på målmandsposten, lød den kontante melding fra Hoeness.

Intervieweren ville herefter vide, hvad Hoeness har tænkt sig at gøre, hvis landstræner Joachim Löw vælger at vrage Manuel Neuer til fordel for Marc-André ter Stegen.

- Vi vil stoppe vores spillere fra at optræde på landsholdet, hvis det sker, lød svaret fra Hoeness.

Tager det ikke seriøst
Oliver Bierhoff, der er en del af trænerstaben på det tyske landshold, slår dog fast, at han ikke kommer til at ligge søvnløs over truslen fra Hoeness.

- Især fordi klubberne er forpligtet til at løslade spillere til landsholdet, ifølge FIFAs regler.