Video : Tipsbladet
Generelle

Stjerne revser sig selv efter skæbnesvanger nedtur

Ifølge Sergio Busquets er der en hel del ting, der ikke fungerer for Barcelona i øjeblikket. Den rutinerede midtbanespiller begik selv en dyr fejl i onsdagens nederlag til Rayo Vallecano, som endte med at koste Ronald Koeman en fyring.

Onsdagens 1-0-nederlag til Rayo Vallecano blev Ronald Koemans sidste som Barcelona-cheftræner, idet resultatet kostede hollænderen en fyreseddel. 

Kampens enlige mål faldt efter en halv times spil, da Sergio Busquets på sløset vis mistede bolden midt på banen, hvorefter Radamel Falcao kunne banke bolden ind via stolpen. Og efter slutfløjtet var Sergio Busquets da også hård ved sig selv. 

- Jeg faldt i søvn. De stjal bolden fra mig. Derefter satte de et kontraangreb i gang, som de udførte ganske rigtigt godt. Det var min fejl, lød det således, ifølge Marca, fra Busquets. 

Først senere onsdag aften meldte Barcelona ud, at Ronald Koeman var blevet fyret.

Mange ting, der ikke fungerer
Ifølge Sergio Busquets er der i øjeblikket en lang række ting, der ikke fungerer for Barcelona. 

- Det er et svært sted at spille, og vi var bagud fra begyndelsen. Jeg begik en fejl, og vi betalte prisen. Vi havde chancer i anden halvleg, inklusive et straffespark [som Memphis Depay misbrugte, red.]. Vi halter efter på alle fronter. Både, når det kommer til at tro på tingene, men også hvad angår koncentration og fejl, lød det således fra Busquets. 

- Vi spiller ikke dårligt, men de her problemer får en betydning, når de lægges sammen. Og det er svært, når man ikke scorer.

Ifølge flere store spanske medier er Barcelonas plan at hente klublegenden Xavi Hernandez ind som ny cheftræner.