Video : Tipsbladet
Generelle

Suárez: Messi synes, at det er mærkeligt, at jeg skifter til Atlético

Ifølge Luis Suárez finder både han og Lionel Messi det underligt, at de to tætte venner nu fremover skal kæmpe mod hinanden i La Liga.

Sent onsdag blev det officielt, at Luis Suárez skifter til Atlético Madrid, og torsdag eftermiddag takkede uruguayaneren så af i Barcelona, hvor han holdt et pressemøde på Camp Nou.

Suárez havde taget plads på scenen, sammen med klubpræsident Josep Maria Bartomeu, mens folk som Lionel Messi, Gerard Piqué, Sergio Busquets og Jordi Alba også var til stede ved Suárez' afsked.

- Jeg er meget spændt over at tage til Atlético Madrid, men jeg har stadig ikke tænkt over, hvordan det bliver at spille mod Barcelona. Jeg har ikke helt fordøjet det endnu, lød det ifølge Daily Mail fra Suárez.

Bliver mærkeligt at spille mod Messi
Lionel Messi var tæt på at forlade Barcelona denne sommer, men i stedet blev det altså argentinerens tætte ven, der nu forlader den catalanske klub. På torsdagens pressemøde ville Suárez ikke lægge skjul på, at Messi har blandede følelser ved nu at skulle konkurrere med sin gode ven fremover.

- Leo ved, hvad jeg tænker, og jeg ved, hvad han tænker. Vi er gamle nok til, at vi kan give hinanden råd. Leo synes, at det er mærkeligt, at jeg nu skifter til en direkte rival. Men intet kommer til at ændre vores forhold. Det begynder at føles lidt mærkeligt, fordi jeg skifter, og fordi jeg skifter til en rival. Men vi har stået overfor hinanden mange gange i landskampe. 

Vil konkurrere med Barcelona og Real Madrid
Efter seks år i Barcelona forlader Luis Suárez nu den catalanske storklub. Men uruguayaneren kommer ikke til at skrue ned for ambitionerne.

- Det lyder ironisk. Men da Barça satte mig til salg, var der mange opkald og tilbud. Jeg ønskede at tage til et hold, hvor jeg kunne konkurrere med Barcelona og Real Madrid. Min følelse er, at jeg stadig har meget at byde på. Jeg tager den vej, jeg tager. Jeg vil sætte mig nye mål. 

Luis Suárez afslørede samtidig, at han har talt med både Diego Godin og Antoine Griezmann om Atlético Madrid.