Video : Tipsbladet
Generelle

Super sub: Aguero reddede City i Sheffield

Det lignede længe, at Manchester City igen skulle sætte point til, men indskiftede Sergio Aguero sikrede en smal sejr mod Sheffield United.

Manchester City har lidt for mange pointtab i år til at følge med suveræne Liverpool. 

Tirsdag aften var det ved at gå galt igen for Pep Guardiola og co., men Sergio Aguero gav City en 1-0-sejr mod Sheffield United. 

Manchester City tog hurtigt teten i kampen, og Raheem Sterling var tæt på at give gæsterne en perfekt start, men Dean Henderson leverede en pragtredning efter 20 minutters spil. 

Ti minutter senere blev Mahrez nedlagt i feltet, og dommeren pegede på straffesparkspletten. 

Gabriel Jesus, der var foretrukket i stedet for Sergio Aguero fra start fik lov til at tage straffesparket, men Dean Henderson gættede rigtigt og reddede det hårde skud. 

Det brændte straffespark rystede City en smule, og der skete derfor ikke mere i første halvleg. 

Efter pausen dominerede Manchester City fortsat, men de havde svært ved at komme frem til chancer. 

De lyseblå havde meget boldbessidelse, og de fik tilkæmpet sig flere hjørnespark, men det løb ud i sandet hver gang. 

Efter 68 minutter besluttede Guardiola sig for skifte Gabriel Jesus ud, der på det tidspunkt lignede en skurk for City. 

Ind kom Sergio Aguero, der i øjeblikket er i topform. Det skulle vise sig at være en klog beslutning. 

Blot fire minutter efter Agueros indskiftning scorede argentineren til 1-0. 

Målet skal dog især tilskrives Kevin De Bruyne, der slog et milimeterpræcist indlæg i højre side, og så kunne Aguero ikke undgå at sparke bolden i mål. 

Mancheser City var i fuld kontrol i kampens sidste 20 minutter, og derfor var det da også en fortjent sejr. 

City er med sejren 13 point efter Liverpool, men Guardiola og co. har spillet to kampe mere end rivalerne.