Fodboldfeberen er så småt ved at indfinde sig, idet der nu blot er fire dage til, at EM-slutrunden sparkes i gang.
Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvad det kan blive til for Kasper Hjulmands tropper til slutrunden, hvor Danmark spås gode chancer for at komme langt.
Som bekendt er det vanskeligt at spå, især om fremtiden, men radiostationen talkSPORT har, sammen med bookmakeren Betfair, sat en supercomputer til at regne på, hvordan EM-slutrunden kommer til at forløbe.
Knuste danske drømme
Og set med danske briller må vi håbe på, at supercomputeren viser sig mindre pålidelig end blæksprutten Paul, der under EM 2008 og VM 2010 brillerede med sine korrekte forudsigelser.
Ifølge supercomputeren kommer det således til at gå sådan, at Danmark ender som nummer to i gruppespillet, for derefter at blive slået ud i 1/8-finalen. Supercomputeren har således forudsagt, at de danske drømme bliver knust af Tyrkiet, der slår Danmark med 2-1.
Supercomputeren peger desuden på, at Sverige ryger ud allerede i gruppespillet, mens England sender Portugal ud i 1/8-finalen. Og ifølge supercomputeren bliver der tale om en EM-finale mellem Frankrig og Tyskland, hvor franskmændene ender som sejrsherrer.