Video : Tipsbladet
Generelle

Tæt på afsked: Ramos og Real Madrid kan ikke blive enige om ny kontrakt

Real Madrid og Sergio Ramos er langt fra hinanden i forhandlingerne om en ny kontrakt til kaptajnen.

Det er efterhånden svært at forestille sig Real Madrid uden Sergio Ramos. Kaptajnen, der kom til Madrid tilbage i 2005 som blot 18-årig, er i høj grad blevet synonym med kongeklubben, som han har vundet fire ligatitler og fire Champions League-trofæer med. 

Nu kan det dog være, at en æra nærmer sig sin slutning - i hvert fald, er Ramos og Real Madrid ganske langt fra hinanden i deres kontraktforhandlinger. Den 33-årige spaniers kontrakt med madrilenere udløber i sommeren 2021, og han vil angiveligt gerne tilføje to år til den aftale - men det er Real Madrid imidlertid overhovedet ikke interesserede i. Det skriver AS. 

Real Madrid-ledelsen ved nemlig, at Ramos vil være 35 år, når hans nuværende kontrakt udløber, og derfor har klubben ikke travlt med at skulle forlænge med deres anfører, hvis præstationer i næste sæson de vil lade være afgørende for, om han bliver tilbudt en ny kontrakt.

Det forlyder samtidig, at Ramos ikke er tilfreds med klubbens standpunkt, og at han kan blive tvunget til at tage konsekvensen deraf. I løbet af sommeren flirtede Ramos med et skifte til Kina, og det skulle stadig være en interessant fremtidsmulighed for Real Madrid-legenden.