Video : Tipsbladet
Generelle

Tallene lyver ikke: Udskældt Eriksen har været helt afgørende for Spurs

Christian Eriksen har fået mange hug for sine præstationer i denne sæson, men når man ser statistisk på danskerens seks-et-halvt år i Tottenham, så kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved hans vigtighed for London-klubben.

Christian Eriksen står ifølge en lang række engelske og italienske medier overfor et snarligt skifte til Inter. Men danskeren slutter ikke ligefrem på toppen i Tottenham.

Eriksen har således været en skygge af sig selv i denne sæson, hvor Tottenham-fansene endda har buhet af danskeren. 

Med skiftet til Inter ser det altså ud til, at Christian Eriksen efter seks-et-halvt år er færdig i Tottenham. Og i den anledning er det værd at tage et kig tilbage på, hvordan danskeren egentlig har klaret sig i London-klubben.

Topper en lang række statistikker
Der er således ingen tvivl om, at Christian Eriksen har været en yderst vigtig spiller for Tottenham.

Data fra Opta viser således, at Christian Eriksen er den Tottenham-spiller, der fra 2003 og op til i dag har skabt flest chancer i ligakampe. 

Hele 571 chancer har Eriksen således skabt, siden han kom til Tottenham i 2013. Aaron Lennon, der indtager andenpladsen, er med 407 skabte chancer langt efter.

Antal skabte chancer siden 2003:



Nummer  Spiler Antal 
1 Christian Eriksen  571
2 Aaron Lennon 407
3 Gareth Bale 273

Også hvad angår assists har Christian Eriksen været i særklasse i Tottenham.

Antal assists siden 2003:



Nummer  Spiller Antal 
1 Christian Eriksen  62
2 Aaron Lennon 45
3 Dele Alli 32

Christian Eriksen skiftede til Tottenham fra Ajax i 2013, og der er ingen tvivl om, at han har været en nøglespiller for den engelske klub siden da. Hvis man ser på listen over antal minutter på banen siden 2013, så er det kun målmand og anfører Hugo Lloris, der overgår Eriksen.

Antal minutter på banen siden 2013:



Nummer  Spiller Antal
1 Hugo Lloris 19397 
2 Christian Eriksen  18311
3 Jan Vertonghen 16609

Hvis man kun ser på antallet af kampe, så er der ingen, der overgår danskeren.

Antal kampe siden 2013:



Nummer  Spiller Antal 
1 Christian Eriksen  226
2 Hugo Lloris 218
3 Harry Kane 197

Christian Eriksen bliver kun overgået af Harry Kane, når man ser på listen over spillere med flest afslutninger.

Antal afslutninger siden 2013:



Nummer  Spiller Antal 
1 Harry Kane 750
2 Christian Eriksen  584
3 Son Heung-min 322

Ud fra disse tal kan man således godt argumentere for, at det er en smule utaknemmeligt, når Tottenham-tilhængerne buher af Christian Eriksen. Danskeren har godt nok ikke ramt sit vanlige niveau i denne sæson, men hvis man ser tilbage på hele hans ophold i Tottenham kan der ikke være nogen tvivl om hans vigtighed.

Tallene er leveret af SpilXperten.