Video : Tipsbladet
Generelle

Tennisstjerner raser mod Barça-profil

Gerard Piqué er kommet i modvind på Twitter, efter at Barcelona-stjernen tirsdag slog fast, at 'fodbold tilhører fansene'. Flere professionelle tennisspillere anklager således nu Piqué for at være dobbeltmoralsk, da Barcelona-profilen selv har været med til at ændre flere store tennisturneringer.

Gerard Piqué udsendte sent tirsdag et tweet, hvor Barcelona-stjernen glædede sig over nyheden om, at den udskældte Super League alligevel ikke bliver til noget. 

- Fodbold tilhører fansene. Det gælder i dag mere end nogensinde før, lød det således fra Piqué.

Bitre tennisspillere
Tweetet har dog bragt Piqué i modvind, idet Barcelona-stjernen nu bliver anklaget for at være en hykler. Ifølge det hollandske medie Soccernews har Piqué således investeret i diverse store tennisturneringer, for derefter at ændre dem fuldstændigt. Og af denne årsag er Piqués tweet altså faldet flere professionelle tennisspillere for brystet. 

- Kommer det her ikke fra den samme person, der er i gang med at ødelægge vores sport? lyder det således i et tweet fra tennisspilleren Jonathan Eysseric. 

Også tennisspilleren Édouard Roger-Vasselin er ude med riven efter Gerard Piqué.

- Hvad med tennis?? lyder det således fra Roger Vasselin. 

Også tennisspilleren Nicolas Mahut er bitter.

- Hvad med Davis Cup?

Gerard Piqué blev tilbage i 2019 kritiseret for at bruge for meget tid på tennis, hvilket Barcelona-stjernen dog blankt afviste.