Video : Tipsbladet
Generelle

Tidligere agent afliver franskmands Liverpool-beskyldninger: Han holder folk for nar

Ifølge Nabil Fekirs tidligere agent Jean-Pierre Barnes passer det ikke, at knæproblemerne ikke spillede en rolle i, at Liverpool-transferen gik i vasken. Han mener, at Fekir skal stoppe med at holde folk for nar.

I sommeren 2018 var Nabil Fekir tæt på at skifte til de nuværende Champions League-mestre fra Liverpool. Transferen endte dog med at gå i vasken, selvom lægetjekket ellers havde fundet sted. 

Siden da har der været mange rygter om, hvad der gik galt. De fleste peger på, at Liverpool valgte at trække sig fra handlen, på grund af franskmandens ustabile knæ, der flere gange har holdt ham ude i lange perioder. 

Ifølge Nabil Fekir passer det dog ikke, og han har for nyligt beskrevet den engelske klub som værende nogle løgnere. Den 26-årige franskmand mener ikke, at hans knæ var en del af årsagen til, at handlen gik i vasken. I stedet har han blandt andet peget på hans daværende agent, Jean-Pierre Barnes som en årsag. 

Den beskyldning har den tidligere agent nu svaret tilbage på. Og ifølge ham forsøger Nabil Fekir at holde folk for nar med løgnhistorier om den fejlslagne handel. 

- Han er nødt til at stoppe det her show, hvor han holder folk for nar. Alle ved, hvad der skete. 

- Liverpool-handlen gik i vasken af to årsager. Den første var hans knæ, og den anden var en udenlandsk forhandlers krav om at genoptage forhandlingerne, så snart underskriften var sat. Efter lægetjekket valgte Liverpools repræsentanter at trække sig, siger han ifølge L'Equipe. 

Nabil Fekir er denne sommer skiftet fra Lyon til spanske Real Betis.