Video : Tipsbladet
Generelle

Tidligere Barca-præsident: Fansene vil ikke have Griezmann

Joan Laporta mener ikke, at det vil være fornuftigt at hente Antoine Griezmann. Franskmanden er for dyr, lyder det fra den tidligere klubpræsident.

Antoine Griezmann meldte tirsdag aften ud, at han efter fem sæsoner i Atlético Madrid forlader klubben til sommer.

Det regnes for stærkt sandsynligt, at franskmanden skifter til Barcelona til sommer. Klubbens tidligere præsident, Joan Laporta, mener dog ikke, at det vil være en god idé at købe Griezmann.

For dyr
Laporta var klubpræsident i Barcelona fra 2003 til 2010, og hentede spillere som Ronaldinho og Thierry Henry til klubben. Og han mener altså, at et køb af Griezmann er en tvivlsom plan. Især fordi franskmanden har en frikøbsklausul på 896 millioner kroner.

- Jeg tror, at de fleste af fansene ikke er interesserede i at hente ham. Også på grund af hans pris, som i mine øjne er overdrevet. Jeg mener, at der er andre spillere, der ville kunne bidrage med præcis det samme i Barcelona, som Griezmann ville kunne levere. Hvis han kommer hertil, så vil vi allesammen være de første til at bakke op om ham, ligesom vi har bakket op om alle nye spillere, lyder det ifølge Marca fra Joan Laporta.

Laporta meldte for nyligt ud, at han overvejer at stille op igen, når der til 2021 skal stemmes om præsidentskabet i Barcelona.