Video : Tipsbladet
Generelle

Hans egoisme kostede VM-guldet: Robben slagtet af tidligere holdkammerat

Ifølge Ryan Babel var det formentligt på grund af Arjen Robbens egoisme, at Holland ikke blev verdensmestre i 2010.

I en alder af 32 år har Galatasaray-spilleren Ryan Babel tilspillet sig en plads som fast starter for det hollandske landshold. 

Babel spillede således de første 81 minutter, da Holland i fredags slog Tyskland med 4-2 i Hamburg. 

I et interview med Voetbal International langer Babel dog nu ud efter flere tidligere landsholdskollegaer. 

- Dengang havde vi magtkampen mellem 'The Big Four', lyder det fra Babel, med henvisning til Wesley Sneijder, Arjen Robben, Rafael van der Vaart og Robin van Persie.

- Min opfattelse var, at de alle ønskede at være stjernen. Selvom det lyder mærkeligt, så mener jeg, at vores nuværende mandskab i højere grad er et hold. Jeg mener ikke, at vi har nogle egoer lige nu. Vi er alle klar på at lade hinanden score, og vi spiller altid hinanden. Det er mere en helhed. Der er ikke én spiller, der tiltrækker sig større opmærksomhed. 

Robben tænkte kun på sig selv
Ryan Babel peger specifikt på Arjen Robben som ansvarlig for, at Holland tabte VM-finalen til Spanien i 2010.

- Jeg kan huske den situation i finalen, hvor Arjen Robben kom fri foran Iker Casillas, og næsten blev sendt i græsset. Jeg kender Arjen, og jeg ved, at han normalt ville være faldet i sådan en situation. Hvis han havde gjort det, så ville vi have spillet mod ti mand i resten af finalen, og så havde vi måske vundet.

- Men han ønskede virkeligt at score. Det er en detalje, og nu tænker jeg bare højt, men måske tænkte Arjen på det tidspunkt ikke på holdet. Måske tænkte han mest bare på at score. I en VM-finale er det den slags ting, der gør, at man mangler de sidste fem procent, som det kræver at blive verdensmestre.