Video : Tipsbladet
Generelle

Tidligere Liverpool-stjerne i store problemer: Risikerer lang fængselsdom

Xabi Alonso skal onsdag i retten, hvor spanieren er mistænkt for skattesvindel. Den tidligere Liverpool- og Real Madrid-profil er dog ikke bekymret, selvom han angiveligt risikerer fem års fængsel.

Den tidligere Real Madrid- og Liverpool-stjerne Xabi Alonso skal onsdag en tur i retten.

Den spanske legende er således mistænkt for skattesvindel, og han risikerer helt op til fem års fængsel. Det skriver Talksport. Svindlen skulle have fundet sted mellem 2010 og 2012. Den 37-årige Alonso, der sluttede sin karriere i Bayern München, fastholder dog sin uskyld.

Fastholder uskyld
Ifølge anklagerne undlod Xabi Alonso at betale omtrent 15 millioner kroner skat relateret til billedrettigheder. 

Da sagen blev sat på pause tilbage i januar udtalte Alonso, at han ikke bekymrede sig. 

- Hvis jeg er overbevist om, at jeg har gjort tingene korrekt, og at jeg har samarbejdet fra starten, og aldrig har skjult noget, så er jeg nødt til at forsvare mig selv. Det er derfor, at det er kommet så vidt, og jeg vil fortsætte til den bitre ende. Jeg ville være mere bekymret, hvis jeg mente, at jeg havde noget at skjule, eller hvis jeg havde gjort noget galt. Da det ikke er tilfældet, har jeg ikke tænkt mig at give op, lød det dengang fra Alonso.

Ronaldo slap med bøde
Alonsos tidligere holdkammerat i Real Madrid, Cristiano Ronaldo, erkendte tidligere på året sin skyld i en lignende sag om skattesvindel. 

Portugiseren blev anklaget for at have svindlet for 96 millioner kroner, men slap med en bøde på 123 millioner kroner og en betinget fængselsdom på 23 måneder.