Video : Tipsbladet
Generelle

Tidligere Real Madrid-stjerne om Ronaldo: Han risikerer to års karantæne

Cristiano Ronaldo har muligvis dummet sig til den helt store guldmedalje ved at forlade søndagens hjemmekamp mod AC Milan, før kampen var spillet til ende.

Cristiano Ronaldo blev søndag udskiftet efter 55 minutter af ligakampen mod AC Milan, og den tydeligt frustrerede stjerne valgte herefter at gå direkte ned i spillertunnellen.

Efterfølgende blev det reporteret, at portugiseren forlod stadion før slutfløjtet.

I problemer med dopingkontrollen
Og ifølge den tidligere Real Madrid- og Roma-angriber Antonio Cassano var det muligvis en rigtig dårlig beslutning af Ronaldo. Italieneren var mandag aften gæst i tv-programmet Tiki Taka, hvor han talte om sin tid i Roma. Cassano forlod engang selv et derby mod Lazio før slutfløjtet, hvorefter han blev tvunget tilbage til stadion. Og angriberen drager nu en parallel til søndagens episode med Ronaldo.

- Forlod han stadion før kampen sluttede? Det må man ikke, da der er dopingkontrol. Jeg var nødt til at haste tilbage til stadion for at undgå en karantæne på to år, lød det fra Cassano.

Cristiano Ronaldo blev efter søndagens episode udsat for et hårdt angreb fra den tidligere Real Madrid- og Juventus-træner Fabio Capello, der slog fast, at portugiseren opførte sig dårligt, og i øvrigt ikke er særligt god længere.