Video : Tipsbladet
Generelle

Tidligere United-holdkammerat: Ronaldo havde et stort problem i Manchester

Ifølge den tidligere Manchester United-anfører Gary Neville var der ikke den store idé i at forsøge at overtale Cristiano Ronaldo til at blive i Manchester United. Portugiseren var således træt af det engelske vejr.

Cristiano Ronaldo forlod i 2009 Manchester United til fordel for Real Madrid, og ifølge portugiserens tidligere holdkammerat, Gary Neville, hang det blandt andet sammen med det tvivlsomme engelske klima.

- Jeg talte faktisk ikke med Cristiano om muligheden for, at han kunne blive her længere. Jeg tror, at jeg måske sagde noget i løbet af året, hvor han måske... vejret var et stort problem for Cristiano. Jeg tror, at han meget åbenlyst ønskede at bo i Spanien og spille i La Liga, lyder det ifølge Sky Sports fra Neville.

- Men vejret var et stort problem for ham. Og jeg tror, at han på det tidspunkt var ved vejs ende. Han havde fuldført sin rejse. Og jeg mente ikke, at jeg kunne sige noget til ham, som ville få ham til at ændre sit synspunkt. 

Tog et skridt op
Ifølge Gary Neville var Cristiano Ronaldo en af de få spillere, der faktisk tog et skridt op ved at forlade Manchester United.

- Jeg tror generelt, at spillere, der tog væk, sjældent tog et skridt op. Men med Cristiano kan man argumentere for, at han ved at tage til Real Madrid og ved at vinde Champions League fire gange tog et skridt op. Han ønskede at udfordre sig selv.