Video : Tipsbladet
Generelle

Tidligere United-spiller om Ferguson: Han flippede aldrig ud på Ronaldo

Som ung drev Cristiano Ronaldo ofte Ruud van Nistelrooy til vanvid, men Sir Alex Ferguson sørgede altid for at være sød mod portugiseren.

Trænerlegenden Sir Alex Ferguson var berygtet for sin såkaldte 'hårtørrer'-stil, der kort sagt gik ud på, at han råbte spillerne direkte ind i ansigtet, hvis han ikke var tilfreds med dem.

Det fremstår ikke som et særligt behageligt arbejdsklima, men omvendt er det svært at kritisere skottens tilgang, når man ser på hans trofæhøst. Ferguson førte blandt andet Manchester United til 13 engelske mesterskaber og to Champions League-triumfer.

Ikke forskelsbehandling
Noget tyder dog på, at skotten havde succes, fordi han var god til at læse, hvordan han skulle bearbejde den enkelte spiller.

Ifølge den tidligere Manchester United-spiller Jonathan Spector blev stjernen Cristiano Ronaldo i hvert fald aldrig udsat for Fergusons raserianfald.

- Det er sjovt. Ferguson talte heller aldrig til mig på den måde. Jeg tror, at Ferguson var utroligt klog, hvad det angår, fordi han vidste, hvordan han skulle tale med spillerne. Han vidste, at de ikke reagerer på kritik på den samme måde, lyder det ifølge AmericanGambler.com fra Spector.

- Nogle spillere har brug for en arm rundt om skulderen. Og nogle spillere har brug for, at du angriber dem. Han vidste, hvordan han skulle tale med sine spillere. På den måde var han meget klog. 

- Jeg så ham aldrig råbe af Ronaldo. Jeg tror ikke, at der var tale om forskelsbehandling. Han var bare bevidst om, hvilken tilgang, der var mest effektiv til at få det bedste ud af sine spillere. 

En frustrerende spiller
Cristiano Ronaldo kom til Manchester United som 18-årig, og portugiseren havde i starten en tendens til at drible en tand for meget.

- Han var en frustrerende spiller. Man kunne se, at han havde så meget talent, men at han endnu ikke var slebet færdig. Jeg tror, at han i høj grad kan takke ikke bare træneren, men hans holdkammerater dengang, for, at han er blevet den spiller, han er i dag.

- Ferguson gjorde et glimrende stykke arbejde ved at have spillere i truppen, der kunne hjælpe de andre spillere, og gøre dem bedre. Jeg tror, at disse første år i hans udvikling... han kunne ikke have været et bedre sted end i Manchester United. Man kunne se, at den sidste aflevering nogle gange manglede. Man kunne se, at Ruud van Nistelrooy var ved at blive virkeligt frustreret, fordi han ikke kunne gennemskue, hvor mange step-overs Ronaldo havde tænkt sig at lave, før han ville smide bolden ind i feltet. Men med hans evner på bolden og hans evne til at komme forbi sin direkte modstander var det tydeligt, at han ville blive en meget speciel spiller.