Video : Tipsbladet
Generelle

Tottenham bekræfter: Profil har fundet ny klub efter seks sæsoner

Efter 236 kampe i Tottenham-trøjen er det nu slut for Toby Alderweireld, idet den belgiske landsholdsspiller har valgt at fortsætte karrieren i Qatar.

Efter seks sæsoner i Tottenham er tiden i Premier League nu slut for den belgiske landsholdsspiller Toby Alderweireld. 

Således har Tottenham tirsdag meddelt, at Alderweireld skifter til Qatar-klubben Al-Duhail.

- Vi har indgået en aftale med Al-Duhail SC fra Qatar om en transfer for Toby Alderweireld. Vi ønsker Toby alt det bedste fremover, lyder det således fra Tottenham på Twitter

Takker fansene
Tottenham hentede Toby Alderweireld i Atlético Madrid i 2015, efter at madrilenerne i 2014/15-sæsonen havde udlejet belgieren til Southampton. Og Toby Alderweireld har efter skiftet til Al-Duhail sendt en hilsen til Tottenham-tilhængerne. 

- Seks år, to hjem, en Champions League-finale og så mange minder. I fik mig til at føle mig som en del af klubben fra det øjeblik, jeg trådte på White Hart Lane, og I bar os frem, uanset hvad, da vi rykkede til vores nye stadion. Først og fremmest tak til fansene og derefter til mine holdkammerater og enhver af de utrolige medlemmer af Spurs-staben. Denne klub vil altid have en plads i mit og min families hjerte. Love, Toby, lyder det således på Twitter fra Toby Alderweireld. 

Toby Alderweireld, der efterhånden er blevet 32 år, opnåede 236 kampe i Tottenham-trøjen.