Video : Tipsbladet
Generelle

Træls for Zidane: To Real Madrid-profiler med skadesproblemer efter landskamp

Der venter to ekstremt vigtige kampe for Real Madrid i næste uge, men cheftræner Zinedine Zidane risikerer at skulle stille op med et amputeret mandskab.

Hvis Zinedine Zidane søndag aften havde sat sig til rette i sofaen for at se EM-kvalifikationsopgøret mellem Kroatien og Wales, så var franskmanden formentlig ikke i godt humør efter slutfløjtet.

Både Luka Modric og Gareth Bale så således ud til at slutte kampen med skader, skriver den spanske avis Marca

Midtbane-problemer
Luka Modric måtte lade sig udskifte i overtiden, hvor to folk fra lægestaben var nødt til at hjælpe Real Madrid-stjernen ud af banen. Modric var således ikke i stand til at støtte på sit højre ben, efter en hård tackling.

Det er ikke den bedste nyhed for Zinedine Zidane, der i forvejen er tyndt besat på midtbanen, hvor Toni Kroos sidder ude med en skade, forud for en periode, hvor der venter en afgørende Champions League-kamp mod Galatasaray i Istanbul, samt en udekamp mod Barcelona.

Bale med krampe
Gareth Bale, der scorede det udlignende mål for Wales i opgøret, formåede at spille kampen til ende, men waliseren så ud til at være hårdt medtaget.

Bale så ud til at have problemer med sit venstre ben, og landstræner Ryan Giggs udtalte efterfølgende, at Bale have døjet med en krampe.