Video : Tipsbladet
Generelle

Trænerlegende: Jeg var rystet over Zidanes opførsel

Den tidligere italienske landstræner Marcelo Lippi erkender nu, at han var rystet over Zinedine Zidanes skalle mod Marco Materazzi i VM-finalen i 2006.

Marcello Lippi førte i 2006 Italien til VM-guld, og den legendariske træner har her under corona-pausen brugt tiden på at gense en række vigtige kampe fra sin trænerkarriere.

- Jeg genså alle kampene fra VM 2006, samt de andre finaler, som jeg har deltaget i som træner. Der har været en del, hvoraf nogle gik bedre end andre. Men bare det at nå en finale er et stort skridt i en karriere, lyder det ifølge Rai Radio 1 fra Lippi.

- Det nederlag, der for alvor efterlod en bitter smag i munden, var nederlaget i Champions League-finalen i Manchester i 2003, hvor vi tabte til Milan efter straffesparkskonkurrence.

Har set finalen 20 gange
Marcelo Lippi havde tidligere været træner for Zinedine Zidane i Juventus, og italieneren var derfor rystet over, at den franske stjerne sluttede sin aktive karriere med at nikke Marco Materazzi en skalle i brystkassen.

- Jeg var rimelig rystet over Zidanes opførsel. Jeg arbejdede med ham i Juventus. Han er en ekstraordinær person. Meget ydmyg og intelligent. 

- Jeg har nok set den kamp 20 gange. Og det er altid emotionelt. Jeg valgte Fabio Grosso som den sidste straffesparksskytte, fordi de bedste skytter allerede var blevet udvalgt. Og jeg kunne huske, at Grosso havde fremtvunget straffesparket mod Australien, samt scoret mod Tyskland i overtiden. Jeg sagde til ham: 'Du er sidsteminutsmanden, så du sparker det femte forsøg.' Han kunne ikke tro det.