Video : Tipsbladet
Generelle

Trods nazihilsener og abelyde: Målmand roser fans - de opførte sig pænt

Den bulgarske landsholdsmålmand Plamen Iliev kunne ikke høre nogen racistiske tilråb under 6-0-nederlaget til England, og målmanden langer desuden ud efter de engelske spillere for at 'overreagere.'

Englands EM-kvalifikationskamp mod Bulgarien blev skæmmet af racistiske tilråb, og kampen måtte undervejs afbrydes.

Det engelske fodboldforbund har efterfølgende klaget til UEFA over de skandaløse scener, hvor flere af værternes fans heilede.

Bulgariens målmand, Plamen Iliev, mener dog i det store og hele, at hjemmeholdets fans 'opførte sig pænt.'

Englænderne 'overreagerede'
Bulgariens premierminister har efter skandalen forlangt, at chefen for det bulgarske fodboldforbund træder tilbage.

Men Plamen Iliev mener slet ikke, at der skete noget slemt.

- Hvis jeg skal være ærlig, så mener jeg, at fansene opførte sig godt i dag. Der var ingen tilråb, såvidt jeg kunne høre. Og jeg mener, at de engelske spillere overreagerede lidt. Fansene gjorde det godt. Jeg hørte intet grimt sprog, hverken mod vores eller deres spillere, lyder det ifølge The Guardian fra den bulgarske målmand.

Bulgariens landstræner, Krasimir Balakov, afviste efter slutfløjtet også, at han skulle have overhørt racistiske tilråb. 

Balakov valgte i stedet at rase over, at de engelske fans ikke forholdt sig stille under afspilningen af den bulgarske nationalhymne.