Video : Tipsbladet
Generelle

Tysk topklub henter spansk stortalent for næsen af Barça

Dani Olmo var på blokken i klubber som Barcelona og Atlético Madrid, men Dinamo Zagreb-profilen skifter nu til RB Leipzig.

Det spanske stortalent Dani Olmo skifter fra Dinamo Zagreb til RB Leipzig. Det reporterer spanske medier som AS og El Partizado de COPE.

Den offensive midtbanespiller forlod Barcelona som 16-årig, og fortsætter altså nu karrieren hos førerholdet i den tyske Bundesliga. 

Dani Olmo var en af de store profiler, da Spanien i sommer vandt U21-EM.

Vil med til EN
Barcelona var længe meldt interesserede i at hente Dani Olmo tilbage, og Wolverhampton er i de seneste dage også blevet nævnt som en potentiel ny arbejdsgiver. Atlético Madrid har ligeledes været kædet sammen med stortalentet.

Men det bliver altså RB Leipzig, der får fornøjelsen af Olmo. 225 millioner kroner skal tyskerne hoste op med. Diverse variabler betyder dog, at beløbet kan stige til 336 millioner kroner.

Ifølge AS var det vigtigt for Olmo at finde en klub, hvor han kan få masser af spilletid, men som samtidig også optræder i Champions League. RB Leipzig skal som bekendt op imod Tottenham i 1/8-finalerne i Champions League i næste måned. 

Olmo er opsat på at komme med i Spaniens EM-trup til sommer, og med skiftet til Bundesligaens tophold virker det nu ikke urealistisk, at den 21-årige midtbanespiller får sin drøm realiseret.