Video : Tipsbladet
Generelle

Udenlandsk medie: Disse fire danskere skal du holde øje med ved EM

90min er i gang med at forberede læserne frem til sommerens EM-slutrunde, og de har lavet en liste over fire danskere, der er værd at holde øje med.

I Danmark kender vi efterhånden alle dem, der er i spil til at repræsentere det danske landshold ved sommerens forsinkede EM-slutrunde.

Men det er nok de færreste fodboldfans i udlandet, der har det fulde overblik. Det har fodboldmediet 90min forsøgt at gøre noget ved.

I en optakts-serie udvælger de fire spillere fra hver nation, der bliver spændende at holde øje med, og lørdag er det Danmarks tur til at få en granskning ud fra kriterierne stjernen, guldklumpen, den potentielle åbenbaring og muren.

Ikke overraskende har de udset Christian Eriksen til at være Danmarks helt store stjerne.

- Det er umuligt ikke at nævne 29-årige Christian Eriksen, når vi taler om Danmark. Han er en erfaren spiller, der er i stand til at skabe chancer når som helst.

Danmark har i Andreas Skov Olsen en "guldklump", der kan komme ind og gøre en forskel. Den tidligere FCN-spiller gør sig i dag i Bologna, og 90min noterer sig, at hans specialitet er, at trække ind i banen fra sin position på højrekanten og sparke den i kassen med sin venstrefod.

Den potentielle åbenbaring på det danske landshold er ifølge 90min FCK-angriberen Jonas Wind. De vurderer, at den "atletiske angriber" suger forsvarsspillerne til sig, når han går ned i banen og giver dermed rum, som Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen kan løbe i.

Muren er der ingen tvivl om, hvem er. Kasper Schmeichel behøver ingen nærmere præsentation, og han er en alle Danmarks modstander skal finde en måde at komme forbi på.