Video : Tipsbladet
Generelle

Udlejet Real Madrid-spiller dummede sig: Afslørede Zidanes transferplan

Den udlejede Real Madrid-angriber Borja Mayoral valgte onsdag at afsløre, at Zinedine Zidane har presset på for at komme af med Luka Jovic.

AS Roma præsenterede onsdag Chris Smalling og Borja Mayoral, og i den forbindelse kom sidstnævnte til at komme med en udtalelse, der næppe har vakt begejstring i Madrid. 

Mayoral er således blevet udlejet fra Real Madrid til AS Roma. Ved præsentationen i Rom udtalte den 23-årige angriber således, at Zinedine Zidane havde foretrukket at skille sig af med det serbiske flop Luka Jovic. 

- Da jeg kom tilbage til Madrid til pre-season var planen, at jeg skulle væk igen hurtigt. Men Zidane ville have, at jeg skulle blive. Jeg sagde til ham, at jeg var nødt til at tage afsted, så jeg kunne få mere spilletid. Jeg tror, at Real Madrid-ledelsen lyttede til Zidanes ønsker, og det var derfor, at de ønskede at komme af med Jovic, lød det ifølge Diario AS fra Mayoral.

- Det hele kom på plads meget sent, men i sidste ende ringede jeg til Zidane og spurgte, om han ville acceptere at lade mig gå. Mit ønske var at få flere chancer, så jeg kan udvikle mig. Til sidst kom det på plads. Nu er jeg her, og det er det vigtigste. 

Måtte undskylde
Diario AS skriver, at det utroligt sjældent ses, at en spiller bryder omklædningsrummets fortrolighed ved at udtale sig i medierne, især hvad transfers angår. Efterfølgende var Borja Mayoral da også nødt til at komme med en undskyldning.

- Hvis jeg er nødt til at undskylde overfor Real Madrid og Jovic, så gør jeg gerne det. Jeg skulle ikke have udtalt mig om Real Madrids transferplaner, lød det ifølge Cadena SER fra Mayoral.

Real Madrid betalte sidste sommer 450 millioner kroner for Luka Jovic, men den serbiske angriber scorede blot to gange i sidste sæson, og har i flere omgange været rygtet væk fra Madrid.