Video : Tipsbladet
Generelle

Uheldige Eriksen: - Han lignede Bambi på glatis

Christian Eriksen leverede en hæderlig præstation i Inters 2-1-sejr over Parma, hvor danskeren missede en oplagt scoringsmulighed i første halvleg, inden han i anden halvleg havde en afgørende fod med i 2-0-målet.

Christian Eriksen startede torsdag inde for femte kamp i træk, da Inter hentede holdets sjette sejr i træk i Serie A.

Inter leverede dog samtidig holdets mindst overbevisende præstation i løbet af de seneste uger, da det holdt relativt hårdt med at hente en 2-1 sejr over Parma, der ellers ligger under nedrykningsstregen. 

For Christian Eriksens vedkommende var der også tale om en præstation, der ikke helt kunne hamle op med danskerens seneste kampe - uden at Eriksen dog faldt helt igennem på nogen måde. 

Ærgerlig timing
Alexis Sanchez blev dobbelt målscorer i anden halvleg, men Christian Eriksen kunne have bragt Inter på føringskurs allerede før pausen. Her brød Achraf Hakimi således igennem på kanten og sendte bolden ind på tværs, hvor Eriksen dog var kommet for langt frem i sit løb, således at danskeren missede en nem scoringschance. 

- Han blev spillet helt fri og skulle bare prikke bolden i nettet, men han enten mistede et skridt, mistimede sit løb eller så var han bare for sent på den. For bolden lå bag ham, og han lignede bambi på glatis. Den vil hjemsøge Eriksen, skrev B.T. om den ærgerlige situation efter 31. minutter. 

Sendte Lukaku afsted
Generelt vurderede de italienske medier dog, at Christian Eriksen havde leveret en acceptabel præstation på Stadio Ennio Tardini. 

- Christian Eriksen strålede ikke, men han efterlod alligevel sit aftryk i Parma. Efter en ikke specielt positiv første halvleg sendte den tidligere Tottenham-spiller i anden halvleg Lukaku afsted ved 2-0-målet, lyder det således fra Tuttomercatoweb, der har givet Eriksen karakteren 5,5.

La Gazzetta dello Sport har til gengæld givet Eriksen et seks-tal.

- Kom for sent til den lækkerbisken, som Hakimi ellers så venligt serverede for ham. Han voksede dog undervejs og satte Lukaku i scene ved 2-0-målet, skriver La Gazzetta dello Sport således. 

Også Corriere dello Sport har valgt at tildele Eriksen karakteren seks. 

- Hans afleveringer var elementære, han fik aldrig tændt den kreative gnist. Ved Hakimis indlæg formåede han ikke at få træf på bolden. Anden halvleg var dog en anden historie. 2-0-målet blev sat i gang, da han sendte lastbilen Lukaku afsted. 

Med sejren over Parma har Inter nu et forspring på seks point ned til Milan, der lægger på andenpladsen i Serie A. Den næste opgave for Christian Eriksen og kompagni er på søndag, hvor Joakim Mæhle og Atalanta gæster San Siro.