Video : Tipsbladet
Generelle

Uheldigt: Derfor går der noget tid, før Cavani kan spille for United

Ole Gunnar Solskjær må se bort fra Edinson Cavani, når Manchester United i næste uge rejser til Newcastle.

Edinson Cavani skiftede mandag til Manchester United, men uruguayaneren kommer ikke i aktion, når Ole Gunnar Solskjærs mandskab i næste uge møder Newcastle. 

Manchester United skal på St. James' Park forsøge at rejse sig efter søndagens forsmædelige 6-1-nederlag til Tottenham, men de røde djævle må klare sig uden Anthony Martial, der fik rødt kort i ydmygelsen. 

Og dermed ville det således være oplagt at give Cavani debut mod Newcastle. Men det bliver ikke muligt, skriver den engelske avis The Telegraph. 

Kan debutere i Paris
Årsagen til, at Edinson Cavanis Manchester United-debut er nødt til at blive udskudt, er at uruguayaneren er nødt til at gå i selvisolation. Ifølge de britiske myndigheder skal alle, der ankommer fra Frankrig, således isolere sig selv i 14 dage efter deres ankomst til England. 

Dermed kan Cavani tidligst få debut i Champions League-kampen mod sin tidligere klub, Paris Saint-Germain, som spilles tirsdag den 20. oktober i Paris. Uruguayaneren har dog ikke spillet en eneste kamp siden marts, så det er uvist, hvor skarp hans form er. 

Edinson Cavani afslørede efter sit skifte til Manchester United desuden, at han for en måneds tid siden blev smittet med coronavirus