Video : Tipsbladet
Generelle

United afpresses af hackere - truer med at lække følsomme oplysninger

Manchester United er blevet udsat for et hacker-angreb.

Resultatmæssigt kører det ikke specielt godt for Manchester United for tiden, og også udenfor banen har de røde djævle tilsyneladende også problemer. 

Ifølge den engelske avis Daily Mail er Manchester United således for nyligt blevet udsat for et hackerangreb. Daily Mail skriver, at hackerne lige nu forsøger at afpresse et millionbeløb ud af den engelske storklub. 

Har hentet eksperter ind
Ifølge Daily Mail har Manchester United nu hyret et hold af eksperter, i et forsøg på at få sat en stopper for angrebet. Det britiske National Cyber Security Centre bekræftede torsdag, at man er i gang med at hjælpe Manchester United med at komme ud af krisen. 

- NCSC er bekendt med en situation, der pårører Manchester United Football Club, og vi samarbejder med organisationen og dens partnere om at forstå, hvor omfattende situationen er, lød det i en pressemeddelelse. 

Værre end først antaget
Ifølge Daily Mail har sikkerhedsbristen tilsyneladende vist sig at være langt mere alvorlig end først antaget. Avisen skriver, at klubben nu skal vælge mellem at betale hackerne eller risikere et læk af følsomme oplysninger om klubben og dens stjernespillere. 

Det vides endnu ikke, hvor mange penge hackerne kræver, men ifølge NCSC blev en klub i den næstbedste engelske række sidste år afkrævet 41 millioner kroner af hackere. 

I en pressemeddelelse har Manchester United slået fast, at angrebet ikke får betydning for afviklingen af klubbens kommende hjemmekampe.