Video : Tipsbladet
Generelle

United-ikon: Der var kun fire spillere, som Ferguson aldrig tilsvinede

Manchester United-legenden Ryan Giggs har nu afsløret, at der i løbet af Sir Alex Fergusons tid på Old Trafford blot var fire spillere, som undgik skottens brutale overfusninger.

Ifølge Ryan Giggs var der blot fire Manchester United-spillere, der slap for Sir Alex Fergusons berygtede 'hårtørrer'-behandling.

Ferguson var således kendt for at gå brutalt til værks, når han var utilfreds med sine spillere, og Giggs erkender, at han selv var blandt de mange spillere, der blev overfuset af skotten.

- Der er tre eller fire spillere, som han aldrig tilsvinede. Cantona var én af disse. Og også Bryan Robson, Roy Keane og Cristiano Ronaldo. De var alle matchvindere, på hver deres måde. De leverede på banen, så han følte ikke, at det var nødvendigt, ifølge beIN SPORTS fra Giggs.

Cantona fik lov til at traske rundt
Ifølge Ryan Giggs var der der flere Manchester United-spillere, der var rystede over, hvordan Cantona undslap Fergusons vrede.

- Eric... der var nogle kampe, hvor Eric ikke foretog sig noget. Han scorede ikke, og han løb ikke rundt som en Tevez eller en Wayne Rooney. Han påvirkede ikke kampen. Men han vidste, at før eller senere ville det vende. 

- Vi ville sidde der i omklædningsrummet og tænke: 'Han er nødt til at gå amok på ham. Han er nødt til at sige noget til ham, for han foretog sig intet i dag.' Men ugen efter ville han så score sejrsmålet eller levere et andet magisk øjeblik. 

- Så Ferguson håndterede de store navne godt. Så længe de leverede på banen, blev de behandlet på en anden måde. Han var psykologiens mester. Han var en ekspert til at få det bedste ud af den enkelte, om det så var ved at klappe dem på skulderen, overfuse dem i pausen eller efter slutfløjtet, eller ved at vrage dem til en kamp, velvidende at de ville komme motiveret tilbage. 

Blev uvenner med Ferguson
Giggs undslap ikke selv Fergusons vrede.

- Jeg kom på kant med ham flere gange. Det var nok seks-syv gange i løbet af min karriere, hvor jeg blev trukket et par ugers løn, fordi jeg svarede ham igen eller begyndte at diskutere med ham. 

- I situationen er det ikke så rart, for man sidder der i omklædningsrummet efter et nederlag eller en skidt præstation. Og jeg kunne bare ikke lade være med at svare ham igen. Senere hen fortalte han mig faktisk, at han godt kunne lide det, fordi det viste, at man var engageret.

- Han gav dig stadig to ugers bøde, fordi han ville vise, hvem der bestemte. Men han var faktisk ret glad for det, så længe man ikke gik for vidt.