Video : Tipsbladet
Generelle

United-ikon svarer igen på sviner fra kæmpeflops hustru: Han var elendig

Den tidligere Manchester United-anfører Gary Neville giver ikke meget for de hårde ord, som Angel Di Maria har givet Manchester med på vejen.

Manchester United havde utvivlsomt håbet på mere end fire mål fra Angel Di Maria, man i sommeren 2014 hentede argentineren for 560 millioner kroner i Real Madrid.

Mere blev det dog ikke til for Di Maria, der floppede stort på Old Trafford, og endte med at skifte videre til PSG efter en enkelt sæson.

Et lorteland
Tidligere på ugen afslørede Angel Di Marias hustru så, at hun var fra starten af var imod idéen at tage til England.

- Jeg kan huske, at Angel kom til mig og sagde: 'Der er kommet et tilbud fra Manchester United. Måske kan det gøre os mere komfortable, rent økonomisk.' Vi skændtes om det. Jeg sagde til ham, at det var udelukket, og at han kunne tage afsted alene. 'Nej, kom nu. Lad os tage afsted,' svarede han, lyder det ifølge Los Angeles de la Manana fra Jorgelina Cardoso.

- Der var mange penge involveret, og bagefter kaldte spanierne os peseteros (folk, der kun interesserer sig for penge, red.). De havde ret! Hvis man arbejder for en virksomhed, og en anden virksomhed tilbyder at betale dig det dobbelte, så siger man ja tak. 

- Jeg ønskede ikke at tage til Manchester på det tidspunkt. Jeg var veninder med Giannina Maradona, som var gift med Agüero. Vi fløj fra Madrid og besøgte dem i hans hus i Manchester, for at besøge dem et par dage, da Angel havde et par fridage i Real Madrid.

- Det var det værste! Det hele var horribelt. Vi besøgte deres hus, og vi var sådan... 'vi ses, vi smutter igen.' Da vi var på vej hjem, sagde jeg til ham: 'Vi kan tage til ethvert land. Undtagen England.' Og et år senere var vi i England og det var forfærdeligt. Det er et lorteland. 

En dårlig undskyldning
Ifølge den tidligere Manchester United-kaptajn Gary Neville er der dog udelukkende tale om en dårlig undskyldning. 

- Det eneste, jeg kan sige, er, at man hører den slags historier en gang imellem, når en spiller har spillet som en sæk kartofler, som Di Maria gjorde for Manchester United, lyder det ifølge Sky Sports fra Neville.

- Han var elendig, og jeg havde høje forventninger og var spændt, da han kom til klubben. Jeg troede, at vi havde hentet en topspiller. Han var uinteresseret fra den første dag.