Video : Tipsbladet
Generelle

United-legende raser over britisk minister: Hvad bilder han sig ind?

Gary Neville er ikke glad for, at den engelske sundhedsminister Matt Hancock har opfordret Premier League-stjernerne til at gå ned i løn.

Den tidligere Manchester United-anfører Gary Neville er alt andet end tilfreds med, at den engelske sundhedsminister Matt Hancock har opfordret Premier League-spillerne til at gå ned i løn, for at hjælpe til under den igangværende corona-pandemi.

- Premier League-spillerne arbejder med al sandsynlighed på et initiativ, der skal hjælper klubberne, samfundet og sundhedsmyndighederne. Det tager mere end to uger at strikke sådan noget sammen. At Matt Hancock hænger dem ud, når han ikke engang kan skaffe nok værnemidler til sundhedspersonalet... hvad bilder han sig ind? lyder det således fra Gary Neville på Twitter.

Bør ikke kritisere spillerne
Også den tidligere Barcelona-angriber Gary Lineker mener, at det er skævt at gå i flæsket på spillerne. Ifølge Lineker er det snarere klubejerne, der skal til at komme på banen. 

Linekers tidligere klub, Tottenham, er blandt andet blevet kritiseret for at skære i 550 medarbejderes løn, til trods for, at klubejer Joe Lewis har en formue på mere end 36 milliarder kroner.

- Det er op til spillerne, hvordan de vil agere. Lad os give dem en chance for at reagere, før vi får al den her fordømmelse, som man altid ser nu om dage. Fodboldspillere er altid nemme mål, men hvor er de store forretningsmænd? Cheferne for disse kæmpe virksomheder. Hvad laver de nu her? lyder det således fra Lineker.