United og Bayern kæmper om Real Madrid-spiller: Udlån er realistisk
Foto: Getty Images
Generelle

United og Bayern kæmper om Real Madrid-spiller: Udlån er realistisk

Real Madrid hentede i sommer en række dyre spillere, men indtil videre er der ikke nogen af dem, der rigtigt har imponeret. Og nu ser det ud til, at madrilenerne kan være parate til at udleje serbiske Luka Jovic.

Real Madrid bankede onsdag Leganés med 5-0, og for Luka Jovic endte opgøret med serberens første scoring i Real Madrid-trøjen.

Det var selvsagt en lettelse for den udskældte angriber, at han i sin 10. kamp for madrilenerne endelig fandt netmaskerne. 

Svær start
Luka Jovic har fået en svær start på tilværelsen i Madrid, og er også røget ud i kulden på landsholdet. Allerede helt i starten af sæsonen reporterede Marca således, at Real Madrid overvejede et udlån af serberen til januar.

Ifølge Bleacher Report har Real Madrid på ingen måde planer om at sælge den unge angriber igen. Men klubben er, ifølge en insiderkilde, åbne for at leje spilleren ud, hvis den rette mulighed byder sig. Real Madrid har angiveligt tænkt sig at gå efter Kylian Mbappé til sommer, og det kan selvsagt gøre livet sværere for Jovic, hvis franskmanden ankommer. 

Ifølge Bleacher Report er Manchester United og Bayern München blandt de klubber, som holder skarpt øje med serberens situation på Bernabéu. Begge storklubber er således angiveligt interesserede i at hente Luka Jovic på en lejeaftale.