Video : Tipsbladet
Generelle

- Uniteds guldchance understreger, hvor meningsløs denne sæson er

Ifølge Goal-skribenten Alex Keble understreger Manchester Uniteds høje placering i Premier League-tabellen, at der er tale om en meget bizar sæson.

Det er blot to måneder siden, at Manchester United lå på 15. pladsen i Premier League-tabellen, mens der var rygter om, at Ole Gunnar Solskjær var tæt på at blive losset på porten

Siden november har de røde djævle dog nu kæmpet sig op på andenpladsen i Premier League, hvor det kun er en dårligere målscore end Liverpool, der betyder, at Jürgen Klopps mandskab indtager førstepladsen. 

Men ifølge Goal-skribenten Alex Keble er Manchester Uniteds guldchance et udtryk for, at den indeværende og stærkt corona-påvirkede Premier League-sæson er en meningsløs en af slagsen. 

- Covid-æraen i fodbold er meningsløs. Det understreger Manchester Uniteds guldchance kun, lyder det således fra Keble. 

- Selvom Ole Gunnar Solskjærs mandskab rent taktisk er milevidt efter deres rivaler, så er holdet den perfekte illustration af, hvordan sporten har ændret sig i 2020/21-sæsonen. Mens fansene forbereder sig på, at Premier League vender tilbage, midt under et nationalt lockdown, så er tiden måske kommet til at pege på, at der er noget ved denne særlige sæson, der er en smule ubehageligt: Ingen af holdene er særligt gode, og intet af det giver mening. 

United er ikke 'et godt hold'
Alex Keble peger på, at det næppe er sandsynligt, at der vil blive lukket fans ind på stadionerne, inden Premier League-sæsonen slutter i maj. Til gengæld kan situationen igen være tilnærmelsesvist normal omkring august, hvor 2021/22-sæsonen skal sparkes i gang, potentielt med fyldte stadions. 

- Og dermed kan vi få en fin lille sommer-opdeling i fodboldens verden, hvilket blot vil understrege forskellene på de to sæsoner. 2020/21-sæsonen vil blive isoleret som en meget mærkelig Premier League-sæson, der altid vil blive markeret med '*'-symbolet. 

Keble peger på, at man i fremtiden vil kigge tilbage på den indeværende sæson og sige, at det var en meningsløs omgang. Især det faktum, at Manchester United nu beskrives som 'et godt hold', understreger det bizarre ved denne sæson, lyder det fra skribenten. 

- Med sejre over Burnley og Liverpool i løbet af den næste uge kan Ole Solskjærs mandskab være seks point foran Anfield-mandskabet, med det samme antal kampe spillet som Jürgen Klopps forsvarende mestre. Og dermed må de vel være et godt hold, ikke? Men det kræver ikke meget at se. at United er præcis det samme hold, de var for en måned eller endda et år siden, med de samme fejl og mangler. Den samme mangel på taktisk forståelse, og den samme afhængighed af individuelle kvaliteter. 

- Forskellen er, at i denne mærkelige sæson, hvor alle lider, er Solskjærs manglende taktiske evner ikke længere afgørende. Hans hold har ikke forbedret sig det store. Situationen er bare den, at de andre hold er røget ned på deres niveau. 

En anomali
2020/21-sæsonen vil altid vil blive husket som en skør omgang, lyder det således fra Alex Keble.

- Når vi senere kigger tilbage på covid-æraen, så vil vi se denne Premier League-sæson for det, den egentlig var: Fuldstændigt meningsløs. En anomali, der nærmest intet havde tilfælles med det, der kom før, eller det, der kom efter.

- Ingen anden klub end Ole Gunnar Solskjærs selvmodsigende Manchester United-hold understreger dette bedre. De kan vinde ligaen. Og de er ikke særligt gode.